Erhvervsevnetab
Hvis din arbejdsevne er blevet permanent nedsat som følge af skaden, er du berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.
Erstatningen for tab af erhvervsevne beregnes i forhold til den indkomst du havde på skadestidspunktet. Det er et krav for at få erstatning, at din indtægtsnedgang er på mere end 15 %. Erstatningen skal kompensere for det fremtidige økonomiske tab, du har ved, at du ikke kan arbejde som før ulykken indtraf.
Du kan ikke få erstatning for tab af erhvervsevne, hvis du i en længere årrække, forud for ulykken, har været uden for arbejdsmarkedet, og du ikke havde udsigt til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Erstatningen opgøres i form af den procentvise nedgang af din indkomst. hvis du f.eks. havde en årsindkomst før skaden på kr. 400.000, og at den er nedsat til kr. 300.000 efter skaden, er dit erhvervsevnetab på 25 %. Erstatningen beregnes herefter ved at gange erhvervsevnetabet med årslønnen før ulykken med en faktor på 10.
Der reguleres for eventuelle udsædvanlige høje / lave indkomster i perioden op til ulykkestidspunktet.